Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Information om SFO

Sdr. Bjert SFO åbnede den 1. september 2000. Vi er i dag 6 uddannede pædagoger og 4 pædagogmedhjælpere ansat. Derudover er vi en uddannelsesinstitution, hvilket betyder at vi løbende har studerende fra pædagogseminariet i praktik. Vi har 166 børn tilmeldt.

Målsætning:

Vi vil fremme børns trivsel, udvikling og læring. Vores pædagogiske mål- og indholdsbeskrivelser skal sikre en progressiv alsidig udvikling hos det enkelte barn.
Vi er bevidste om, at SFOens virkelighed bliver skabt gennem pædagogernes personlige, faglige og engagerede tilstedeværelse i dialog med børnenes egne erfaringer, viden og opfattelse af deres liv i SFO. Vi bestræber os på, at der dagligt bliver arbejdet med læringsaktiviteter (dvs. planlagte aktiviteter med udgangspunkt i pædagogiske teoretiske overvejelser), der i høj grad skal udspringe fra børnenes initiativer, ønsker og ideer. Her bliver der givet størst mulig indflydelse og ansvar til børnene. Vi ønsker, at se ægte anerkendelse og inklusion.
I et tæt samarbejde mellem børn, forældre og personale vil vi skabe et miljø, hvor børnene oplever at være ligeværdige, medbestemmende og ansvarlige, møder tryghed og omsorg, mærker fællesskab & kammeratskab. Igennem samvær med voksne og andre børn lære børnene at vise hensyn, tage initiativ, bruge hinanden, og respektere hinandens forskelligheder. Vi vil lægge op til, at børnene i fællesskab udforsker omverdenen, udvikler sig gennem legen og går på opdagelse i natur og nærmiljø.

Fysiske rammer:

Vi har et SFO-basisrum, der er placeret i indskolingsafdelingen. Når undervisningen er slut, kan vi bruge adskillige andre lokaler som f.eks. klasselokaler, faglokaler og EDB lokaler. Vi kan dagligt gøre brug af gymnastiksalen. Idrætshallen bruger vi så meget som muligt.
Vi har et aldeles skønt ude areal, hvor vi bl.a. har en byggelegeplads med rigtig megen aktivitet. Vi har en boldbane på græs og vi bruger skolegården til boldspil og til at køre på cykler og mooncars.
Her er en lille ”skov”, der inviterer til mange spændende lege, det kan være gemmelege, cowboy og indianer, boldkrig, rollespil, stratego, Tarzan etc..

Primærpædagoger: 

Der er en pædagog tilknyttet hver årgang. Denne pædagog har understøttende undervisning i klassen og er en del af teamsamarbejdet med klasselærer og matematiklærer. Derudover har primærpædagogen ekstra opmærksomhed på børnene i løbet af SFO tiden og er ansvarlig for at tilrettelægge aktiviteter for netop denne gruppe børn. Primærpædagogen har forældrekontakten og er ansvarlig for udarbejdelse af skriftlige handleplaner og andet dokumentationsarbejde.

Tilsyn og senderfunktion:

Det praktiske tilsyn med hensyn til om børnene er her, hvornår de skal gå / sendes, har vi struktureret med en "sender". Senderen har overblikket over hvilke børn der er i SFO, tager imod telefonopkald og sender børn hjem, til bussen og til fritidsaktiviteter. 

Stjerne:

I kan som forældre vælge at Jeres barn skal have en "stjerne" på afkrydsningssedlen. Den betyder at barnet selv må give os besked om hvornår han eller hun skal gå hjem. 

Information:

Alt information til forældre foregår via Aula, hvor der hver uge er en plan over ugens aktiviteter. Derudover har vi et årshjul hængende på væggen i indskolingsafdelingen, hvor alle årets større aktiviteter er synlige. Vi har en tavle hvor børnene hver dag kan orientere sig om hvad der sker og hvilke personaler der er hvor.

Garderobe:

Hvert barn har sin egen garderobe med en plastickasse. Kassen er til skiftetøj, regntøj, gummisko & hjemmesko. Kassen og garderoben skal I tømme sidste hverdag inden en ferie, så rengøringspersonalet kan komme til at gøre rent.
Hvis tøj/ fodtøj ikke er mærket, har vi kun ringe mulighed for at hjælpe med at finde det. Der kan nemt ske forbytninger, da vi jo er mange. Det er en fordel, at børnene har noget skiftetøj liggende.

Legetøj:

Såfremt Jeres barn har privat legetøj eller andet (julegaver, fødselsdagsgaver m.v.) med i SFOen er det på eget ansvar. Vi har ingen forsikring, der dækker evt. beskadigelser, så selvom det er fuldt forståeligt, at børnene gerne vil vise de spændende ting frem, kan vi ikke påtage os ansvaret.

Forældresamtaler:

Alle forældre bliver tilbudt samtaler sammen med Klasselærerne og klassepædagogerne. Derudover er I altid velkomne til at komme og snakke.

Glidende overgang:

Vi har tilbud om glidende overgang fra børnehave til SFO og skole. Det betyder, at barnet begynder 1. april i SFO. Vores mål er at gøre børnenes skolestart til en tryg og behagelig oplevelse, hvor der vil være en vekselvirkning mellem strukturerede aktiviteter og leg. Vi bruger det fastansatte personale og måske én ny medhjælper til at løse denne opgave.